Historien om Centret

Sømosen

Sømosen gemmer på en fascinerende historie midt i den stille skov. Fra Spejdercentret Thorup Hede snor en lille sti sig ind i Dronninglund Storskov og fører til denne skovsø. I lavningen mellem morænebakkerne ligger mosen indhyllet i siv og åkander, et fredfyldt naturområde, der i dag kun forstyrres af vindens rislen og fuglenes sang. Men for hundrede år siden var der anderledes livligt herude. Omkring år 1900 holdt op mod 40 fattige familier til omkring Sømosen om vinteren. De boede i primitive jordhuler og hytter, gravet halvt ind i skrænterne omkring mosen, for at søge ly mod vind og kulde.

Om sommeren forlod familierne Sømosen for at rejse rundt i landet. De tjente til livet som skærslibere, gøglere og omrejsende håndværkere – kedelflikkere og musikanter – der optrådte på markeder og i landsbyer. Flere berømte cirkusfamilier udsprang af denne lille skovkoloni. Navne som Benneweis og Mundeling, der senere skulle blive store inden for cirkus og tivoli, har deres rødder blandt de rejsende ved Sømosen. Disse familier var efter sigende efterkommere af folk fra Slesvig-Holsten, som efter 1864 slog sig ned her i skovens fred for at leve på deres egen måde. Man kan forestille sig, hvordan der engang lød violinmusik og latter mellem træerne, mens børn legede omkring de små huse.

Den sidste beboer ved Sømosen var en kvinde ved navn Marie, kaldet “Sømose Marie”. Hun holdt stand helt frem til 1954 i sin lille hytte, længe efter at de fleste andre var flyttet tilbage til civilisationen. I dag er naturens genkomst tydelig i Sømosen. De jordhuler og skure, som engang husede familierne, er for længst borte. Kun få spor røber menneskenes tilstedeværelse – et sammenfaldet stengærde her, en grøft der. Hist og her vokser der stadig humle og gamle frugtbuske, forvildede kulturplanter der afslører, hvor haverne lå omkring hytterne. Når man besøger Sømosen med spejderne, er det let at lade fantasien vandre: Man kan næsten se for sig de små røgstriber fra skorstenene og høre ekkoet af lirekassemusik i den klare efterårsluft. Sømosen er i dag en del af spejdercentrets omegn – et sted, hvor natur og lokalhistorie smelter sammen og giver stof til eftertanke og fortælling.

Den Grå Ko

Denne store grå granitblok, som ligger højt på centret ved flagstanen mod nord, kaldes “Den Grå Ko”, og den bærer på et af egnens mest levende sagn. Stenen har fået sit navn, fordi man i gamle dage, før heden groede til, kunne se den helt nede fra landsbyen Thorup – på lang afstand lignede det en grå ko, der gik og græssede på heden. I dag kan spejderne komme helt tæt på denne mystiske sten, som endda er fredet for at bevare den for eftertiden.

Ifølge sagnet kom Den Grå Ko hertil, da en trold kastede den tværs gennem luften. Inde i skoven mod nordvest ligger højdedraget Knaghøj, hvor troldene i følge folketroen holdt til. For mange år siden kunne troldemor Knaghuskællingen ikke holde ud at høre klokkerne fra den gamle kirke ringe. Hver morgen, middag og aften, og allerværst om søndagen lød kirkeklokken fra Thorup, og det gjorde troldene rasende. Til sidst besluttede Knaghuskællingen, at hendes stærke troldesøn måtte gøre noget ved sagen. Drengen der var lille af vækst, men havde kræfter som en kæmpe slæbte en stor sten op på toppen af Knaghøj og slyngede den mod kirketårnet. Men troldedrengen mistede grebet, og kæmpestenen faldt til jorden inde i skoven med et drøn. Den sten ligger der den dag i dag og kaldes Troldstenen, fortæller man.

Troldens mor gav dog ikke op så let. Hun lod sin søn die ved sig i syv år for at styrke ham, og efter alle de år var troldedrengen blevet endnu mægtigere. Nu gjorde han et nyt forsøg. Med hele tre store sten tog han tilbage til bakketoppen. Den første sten kastede han med al sin vælde mod kirken men igen gik det galt. Stenen nåede ikke frem, men landede med et brag på Thorup Hede, lige her hvor spejdercentret i dag ligger. Denne sten er vores Grå Ko. Kigger man godt efter, kan man stadig ane et aftryk på stenens side, som ligner en kæmpe hånd med fem fingre det siges at være mærket efter troldens fingergreb. Den anden sten, han slyngede, fløj længere men forbi målet og endte på en mark sydøst for Thorup. Den tredje sten ramte plet: Kirken blev ramt og styrtede i grus, og siden den dag har egnen måttet nøjes med ruinerne af den gamle kirke.

Sagnet om Den Grå Ko og troldene fra Knaghøj er en historie, spejderne her på Thorup Hede elsker at fortælle – gerne mens de står ved selve stenen på en skumringsaften. Virkelighedens forklaring er nok mere jordnær: Stenen stammer fra istiden, bragt hertil af isen, og har ligget her i tusinder af år. Engang forsøgte lokale bønder faktisk at sprænge den i stykker for at fjerne den, og dele af blokken blev kørt bort på ladvogne. Heldigvis ligger Den Grå Ko der endnu, solid og urokkelig. Når man står ved siden af den og lægger hånden på den kølige grå overflade, forstår man godt, hvorfor fantasien har spillet folk et puds her. Stenen emmer af egnens myter en virkelig natursten med et strejf af magi.

Knaghøj

Dybt inde i Dronninglund Storskov hæver Knaghøj sig mellem de høje graner. Knaghøj er med sine 127 meter et af de højeste punkter på den vendsysselske højderyg Jyske Ås. Turen derop går gennem kuperet terræn, men belønningen er en betagende udsigt over skovens trætæppe og det bakkede landskab. På toppen står man på historisk jord. For mere end 3000 år siden rejste vores forfædre formodentlig disse bakker som gravhøje – i bronzealderen var det skik at begrave de store mænd på højdedrag, der ragede op i landskabet. Knaghøj og dens “storebror” Knøsen lige ved siden af er da også gamle gravhøje, fortæller eksperterne. Knøsen er faktisk Nordjyllands højeste punkt (136 m), om end udsigten dér i dag er gemt bag trætoppene. Til gengæld kan man fra Knaghøj skue frit ud over Storskoven og hele det grønne panorama.

Men Knaghøj er ikke blot kendt for sin skønhed – den er også omspundet af sagn og mysterier. I folkemunde var Knaghøj hjemsted for troldfolk. Man talte i gamle dage om Knaghuskællingen, en mærkelig kone som boede på bakketoppen. Forfra så hun ud som en almindelig kvinde, men bagfra var hun hul som en gammel træstub. Hun havde en søn, som folk kun kendte under navnet Trolden. Historierne fortæller, hvordan denne troldeknægt kastede med store sten i trods mod kirkeklokkerne fra den nærliggende kirke. En af stenene endte, som I ved, på Thorup Hede og blev til Den Grå Ko. En anden ligger i skovbrynet som Troldstenen. Og den største af stenene fik den gamle kirke til at styrte sammen. Om man tror på trolde eller ej, så kan man næsten mærke suset af noget overnaturligt, når man står her. Forestiller man sig skovens mørke før elektrisk lys og de buldrende klokkeslag i natten, er det let at forstå, at Knaghøj har kunnet vække både fryd og frygt gennem tiden.

Knaghøj har også spillet sin rolle i mere virkelige historiske begivenheder. Det siges, at man under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet brugte højen som udkigspunkt – måske har signaler blusset herfra for at advare mod fjender i farvandet mod øst. Senere, omkring år 1900, opførte driftige folk et trætårn på Knøsen ved siden af, så besøgende kunne nyde den storslåede udsigt. I dag står tårnet der ikke længere, men eventyrlystne sjæle kan stadig “bestige” Knaghøj som et lille bjerg. For spejdere på Thorup Hede er det en oplagt dagstur at vandre ad stierne til Knaghøj, nyde frokosten på toppen og fortælle sagnet om troldene. Når man bestiger Knaghøj, følger man i fodsporene på både oldtidens mennesker og gamle tiders sagnfigurer – en oplevelse, der binder spejderliv, natur og lokalhistorie tæt sammen.

Den Jyske Ås

Landskabet omkring Thorup Hede gemmer på en hemmelig “bjergkæde”. Den Jyske Ås kalder vi den række af skovklædte bakker, der strækker sig gennem Vendsyssel. Spejdercentret Thorup Hede ligger lige i kanten af Jyske Ås – faktisk begynder højderyggen lige uden for vores dør. Geologisk set er Jyske Ås en morænedannelse skabt under istiden, hvor gletsjerne skubbede sand, grus og kæmpesten op i bakker og efterlod dramatiske højdeforskelle i det ellers flade landskab. Resultatet er et natur- og kulturområde, der skiller sig ud fra det omgivende land. Når man står her, fornemmer man næsten suset fra istidens vinde – de bløde bakker og store vandreblokke fortæller historien om Danmarks skabelse.

Jyske Ås strækker sig som en grøn højderyg tværs over egnen og byder på utallige naturoplevelser. En vandretur langs åsen er som at bevæge sig gennem et levende postkort. Terrainet veksler mellem dybe dalstrøg, åbne heder og tætte skovområder, der afløser hinanden i et frodigt patchwork. Den cirka 6 km lange kernerute gennem Dronninglund Storskov passerer hele seks bakketoppe og fører dig gennem varieret, kuperet og åndeløst smuk natur. Undervejs kan man møde små skovsøer som Sømosen, rislende kilder og måske et rådyr, der dukker frem mellem træerne. Højdedragene har navne som Knøsen, Knaghøj, Sukkertoppen og Mørkebakken – hver med sin egen charme. Højeste punkt på åsen er Knøsen (136 m), som også er Vendsyssels absolut højeste naturlige punkt. Fra enkelte udsigtspunkter kan man på klare dage skimte helt ud til Kattegats kyst og det glitrende hav i horisonten.

Den Jyske Ås har gennem tiderne formet egnens liv og identitet. I ældre tid var åsen en barsk grænse mellem nord og syd – et uvejsomt terræn berygtet for røvere og omstrejfere. Faktisk sagde man engang spøgefuldt, at “Vendsyssel ligger nord for lands lov og ret,” fordi myndighederne sjældent vovede sig op over åsen. I dag er billedet et andet: Jyske Ås er et elsket udflugtsmål for naturelskere i hele Nordjylland. Området er rigt på fortidsminder, fra forsvundne middelalderkirker til gamle gravhøje, der titter frem på højdedragene. Og for os spejdere er Den Jyske Ås intet mindre end et ideelt friluftslaboratorium. Her kan vi vandre ad gamle stier, bygge bivuakker i skovbrynet og vågne til fuglesang under trækronerne. Åsen binder spejdercentret sammen med det omgivende landskab – den er vores naturlige legeplads og et levende historisk læringsrum. Når spejderne bevæger sig ud på Jyske Ås, følger de de samme bakker, som både istidens kræfter og fortidens mennesker har betrådt. Det giver en særlig følelse af kontinuitet og lokal stolthed. Den Jyske Ås er kort sagt rygraden i vores egn – en grøn højderyg af natur, historie og eventyr lige uden for teltdugen.